Det mærkeligste jeg nogensinde har oplevet med mig selv, var nok det, der skete i aftes ud af det blå. Jeg har aldrig nogensinde været så meget i vildrede eller på nogen måde ikke anet hvad der foregik - men sådan havde jeg det i aftes.
Sandra og jeg sidder, i aftes, og ser tv, intet mærkeligt i det. Da det er ved at være relativt sent, vil Sandra gå ind og lægge sig med en god bog, indtil jeg har set programmet færdigt, igen intet mærkeligt i det. Men det der så sker, da Sandra rejser sig for at gå ind i soveværelset, er simpelthen det mærkeligste. I det Sandra når døråbningen mellem stue og soveværelse, begynder jeg bare at stor tude!!! Tårene løber ned af mine kinder i lår fede stråler, og jeg har absolut ingen idé om, hvorfor jeg græder. Sandra skynder sig hen til for at prøve at trøste mig, men eftersom jeg ikke aner, hvad jeg græder for, så er det lidt en umulig opgave. Stakkels Sandra der skal prøve at trøste en hysterisk ked af det mig, der ikke aner hvorfor, hun græder :-P Jeg tror, jeg ender med at stor tude i omkring en halv times tid. Imens giver Sandra mange ihærdige forsøg på at trøste mig, og hun prøver da også at få mig til at grine, det virker også næsten, men efter jeg har grint lidt, begynder jeg at hyle igen.
Det begynder så småt at stilne af efter den halve time, men jeg tror udelukkende, det var fordi, mine øjne var så hævede, at jeg knap kunne se ud af dem.
Jeg har ingen idé om hvad pokker der lige skete, men det kan da vist kun have noget at gøre med hormonerne, og for at citere Sandra: "Man skulle da næsten tro, at du var gravid med det sving i hormonbalancen" Og jeg kan da kun give hende ret :-) Nu sidder jeg bare og tænker: "Stakkels stakkels Sandra" - der nok kommer til at opleve det et par gange eller ti, når jeg faktisk er gravid.
Lille anekdote fra den præ-gravide ;-)
