I mit forhold med Christina bliver jeg tit betegnet som "den mandlige halvdel af forholdet" - dette sker tit gennem bl.a. af venner fra begge sider, kolleger fra arbejdet og vores familie. Især har min yngste svoger det med at sige: "Sandra, hvorfor blev du ikke bare en mand?". Og hvorfor blev jeg ikke bare det? ;)
Jeg står i den situation lige nu, hvor Christina og jeg er klar til at få børn; vi tager i babyudstyrsbutikker, lægger budget for udgifterne til babyting før den lille kommer og har lavet en lille opsparing til de uventede drejninger der måtte komme. Dog er min familie ikke glad for tanken - og man kan også sige, at både Christina og jeg ville blive unge forældre, men det brænder nærmest i æggestokken, når vi nævner ordet "baby"!
Jeg har selv en søster på 24 år, der gerne vil vente til hun er færdig med uddannelsen, hvilket jeg godt kan se det smarte i, men jeg vil også bare gerne være forældre i en alder jeg finder mest passende til min personlighed. Og idet min uddannelse slutter om 4-5 år, må det mikses lidt sammen med vores kommende barn.
Jeg føler mig 100 % engageret i de kommende planer, som Christina og jeg er ved at lægge hånd på - og hvem ved, måske sidder jeg med en lille guldklump i mine arme om nogle få år?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar