REGNBUEBARN
Som I jo nok har set så er Sandra og jeg af samme køn - to kvinder = lesbiske :-) I forhold til vores ønske om børn, kan det jo fra naturens side godt skabe "liiiidt" problemer ;-).
Vi har gjort os mange tanker omkring emnet børn, og tænkt vældig meget over det at skulle forholde sig til at have muligheden for at blive forældre, men med forbehold - kun med hjælp fra andre og en tredje "ikke" involveret part.
Vi har efterhånden gået med tanker om børn i et halvt år, og selv om vi for mange er meget unge til at ville være forældre (en alder af 21 år) så synes vi ikke tanken skræmmer os som den måske ville skræmme mange på vores alder. Der vil nok være rigtig mange, der forarget ville tænke, at det skyldes en mangel på virkelighed og realiteter. Jeg forstår udmærket tanker som disse og tænker dem da til tider også selv, når jeg ser på gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark. Men i og med at vi begge har mindre søskende, og jeg har virket som (ekstra)forældre til den mindste af mine brødre, og vi ud over det har givet det meget eftertanke på alle leder og kanter, så vil jeg sige, at vi er forholdsvis godt rustet til de "prøvelser" der end måtte komme. Samtidig har jeg hørt mange bekymringer fra venner og veninder, som ikke kan forstå hvorfor vi "allerede" har et ønske om at blive forældre - de mangler stadig at få løbet "hornene af sig" :-) Jeg tror bare desværre de glemmer, at det at få børn ikke er ensbetydende med at det sociale liv er slut ;-P
Men tilbage på sporet, jeg tror netop at børn er i vores tanker nu, dels fordi familie betyder ALT for os, vores tætte bånd til vores yngre søskende og vores lille forhindring med hensyn til selv at kunne blive gravide. Særligt den sidste tror jeg spiller meget ind, i og med at det giver mange ting at tænke over, som heteroseksuelle par i første omgang ikke skal spekulere på. Og særligt den del af processen hvor det ikke er Sandra og mig der er udgør det par der skal undfange vores barn, det skræmmer mig og gør mig lidt urolig. Selvfølgelig kan Sandra godt være en del af processen, hvis vi vælger at inseminere derhjemme, men ikke på sammen måde som et heteroseksuelt par, og det gør mig trist til mode. Sandra og jeg har fra starten været enige om at det er mig der skal bære barnet, da Sandra aldrig har haft lyst til at være gravid eller være den mere kvindelige del af forældreskabet. Vi har gået og leget meget med en tanke som vi ville ønske kunne blive opfyldt i dagens Danmark, men det er desværre ikke tilladt. Vores tanke har været at for, at vi begge skulle være en del af vores barn rent biologisk og fødselsmæssigt, så ville vi bruge Sandras æg, som skulle befrugtes og derefter sættes op i mig. Desværre anses denne metode som værende rugemødre, og det er ulovligt i Danmark. Når vi ikke kan får det ønske opfyldt, så sætter det (for os) MEGET store krav til donorsæden. Vi ønsker for alt i verden at der ikke er en af os der føler sig "holdt udenfor" når det kommer til vores fremtidige børn (For ligemeget hvor voksent man tager det, så vil der altid være en lille snert af følelsen at blive overset). Derfor har vi vendt blikket mod muligheden for at få en donor der ligner Sandra på så mange områder som muligt (for om man vil det eller ej, så spiller genetikken ind i et større eller mindre omfang).
Vi ved at et barn ikke bare er et barn, det er et lille liv der skal plejes og passes, mades og skiftes og gerne på de mest upassende tidspunkter af dagen. Det er hårdt arbejde, og ikke noget man bare lige springer ud i. Man kan aldrig være 100 procent klar til at blive forældre lige meget hvordan og hvorledes man bærer sig ad, man kan forberede sig godt og følge sine instinkter :-)
Er der nogen derude der har en kommentar eller et par gode råd, så smid dem gerne i kommentar feltet :-)
Vi har gjort os mange tanker omkring emnet børn, og tænkt vældig meget over det at skulle forholde sig til at have muligheden for at blive forældre, men med forbehold - kun med hjælp fra andre og en tredje "ikke" involveret part.
Vi har efterhånden gået med tanker om børn i et halvt år, og selv om vi for mange er meget unge til at ville være forældre (en alder af 21 år) så synes vi ikke tanken skræmmer os som den måske ville skræmme mange på vores alder. Der vil nok være rigtig mange, der forarget ville tænke, at det skyldes en mangel på virkelighed og realiteter. Jeg forstår udmærket tanker som disse og tænker dem da til tider også selv, når jeg ser på gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark. Men i og med at vi begge har mindre søskende, og jeg har virket som (ekstra)forældre til den mindste af mine brødre, og vi ud over det har givet det meget eftertanke på alle leder og kanter, så vil jeg sige, at vi er forholdsvis godt rustet til de "prøvelser" der end måtte komme. Samtidig har jeg hørt mange bekymringer fra venner og veninder, som ikke kan forstå hvorfor vi "allerede" har et ønske om at blive forældre - de mangler stadig at få løbet "hornene af sig" :-) Jeg tror bare desværre de glemmer, at det at få børn ikke er ensbetydende med at det sociale liv er slut ;-P
Men tilbage på sporet, jeg tror netop at børn er i vores tanker nu, dels fordi familie betyder ALT for os, vores tætte bånd til vores yngre søskende og vores lille forhindring med hensyn til selv at kunne blive gravide. Særligt den sidste tror jeg spiller meget ind, i og med at det giver mange ting at tænke over, som heteroseksuelle par i første omgang ikke skal spekulere på. Og særligt den del af processen hvor det ikke er Sandra og mig der er udgør det par der skal undfange vores barn, det skræmmer mig og gør mig lidt urolig. Selvfølgelig kan Sandra godt være en del af processen, hvis vi vælger at inseminere derhjemme, men ikke på sammen måde som et heteroseksuelt par, og det gør mig trist til mode. Sandra og jeg har fra starten været enige om at det er mig der skal bære barnet, da Sandra aldrig har haft lyst til at være gravid eller være den mere kvindelige del af forældreskabet. Vi har gået og leget meget med en tanke som vi ville ønske kunne blive opfyldt i dagens Danmark, men det er desværre ikke tilladt. Vores tanke har været at for, at vi begge skulle være en del af vores barn rent biologisk og fødselsmæssigt, så ville vi bruge Sandras æg, som skulle befrugtes og derefter sættes op i mig. Desværre anses denne metode som værende rugemødre, og det er ulovligt i Danmark. Når vi ikke kan får det ønske opfyldt, så sætter det (for os) MEGET store krav til donorsæden. Vi ønsker for alt i verden at der ikke er en af os der føler sig "holdt udenfor" når det kommer til vores fremtidige børn (For ligemeget hvor voksent man tager det, så vil der altid være en lille snert af følelsen at blive overset). Derfor har vi vendt blikket mod muligheden for at få en donor der ligner Sandra på så mange områder som muligt (for om man vil det eller ej, så spiller genetikken ind i et større eller mindre omfang).
Vi ved at et barn ikke bare er et barn, det er et lille liv der skal plejes og passes, mades og skiftes og gerne på de mest upassende tidspunkter af dagen. Det er hårdt arbejde, og ikke noget man bare lige springer ud i. Man kan aldrig være 100 procent klar til at blive forældre lige meget hvordan og hvorledes man bærer sig ad, man kan forberede sig godt og følge sine instinkter :-)
Er der nogen derude der har en kommentar eller et par gode råd, så smid dem gerne i kommentar feltet :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar