søndag den 1. december 2013

Det 'r sørme det 'r sandt ... Moderigtig jul???

Juleklip er jo en tradition på rigtig mange skoler, og det er den også på min gamle skole, hvor jeg stadig har to søskende der går. De havde juleklip i fredags og min yngste lillebror havde spurgt om jeg ikke ville komme og have juleklippe dag med ham - det ville jeg selvfølgelig gerne :-) Så jeg troppede op i klassen, klar til en hyggelig formiddag med min lillebror, de andre børn og forældre, hvor der ellers skulle klippes, limes, synges og ellers bare julehygges for fuld udblæsning! Det var rigtig hyggeligt, og både min lillebror og jeg nød virkelig at have "alene" tid. Meeeeeen der blev en rimelig presset stemning (især fra min side) da en af forældrene valgte højlydt at proklamere at hendes børn fandeme (undskylder ordvalget, men det var hvad der blev sagt) ikke fik lov til at hænge deres julepynt inden for hendes døre... Hun skulle ikke have sådan noget grimt noget til at hænge på hendes juletræ... Jeg blev virkelig forarget over, at man synes, man kan tillade sig at sige sådan nogle ting overfor sine børn, og ikke mindst pille dem så groft ned - for børnene er det jo noget af det fedeste, at få lov til, stolt at vise sine kreationer frem til forældrene og fortælle, at det har man lavet helt selv! Men selvom jeg blev meget forbavset og stødt over den udmelding, så er det desværre ikke første gang jeg hørt/set den holdning... For et lille stykke tid siden læste jeg en artikel hvor en mor (uden at mene det sarkastisk) på det kraftigste havde opfordret en skole til at ændre deres julepynt på juleklippe dage, så det ville matche det års design, farver og stilarter - for det kunne jo ikke passe at det ikke var muligt for hendes datter at få sine julekreationer op at hænge i familiens hjem fordi skolen ikke havde sørget for at have de foranstaltninger i orden... Den første gang jeg læste den troede jeg helt seriøst det var en form for joke / sarkastisk artikel der var blevet lavet for sjov, men jeg tog desværre fejl! Under alle omstændigheder er artikel værd at læse og den kan findes lige her.




 
     
Billedet af det søde julepynt er lånt fra bloggen her.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar